Konklusionen på artiklen om ”Videnskab og tennisteknik” var, at der i alle slag med et sving er tale om ”maksimal kontrolleret hastighed”. Under forløbet af den kinetiske kæde i forhånden er der netop muligheder for kontrol af slaget, ligesom der også ”uden for” rækkefølgen af bevægelser er mulighed for kontrol. Disse bevægelser kan dog også forstyrre koordinationen. Der er tale om hovedets bevægelse, bevægelse af den frie arm og bevægelse af det ”frie” ben.
Afvikling af slaget afhænger også af, om man kan vurdere og placere sig hurtigt i forhold til boldens nedslag, så man har nogenlunde den samme tid til rådighed for hvert slag. Derudover er resultatet af slaget som nævnt afhængig af, om accelerationerne sker på de rigtige tidspunkter i forhold til hinanden – og ligeså opbremsningerne.
Den relevante kinetiske kæde i en forhånd er overordnet set; knæ – hofteakse – skulderakse – overarm – underarm – håndled.
Efter afsættet OPAD fra jorden drejes hofterne FREMAD, men de skal sammen med skulderaksen bremses igen og stabiliseres, så overarmen kan accelerere FREMAD. Hvis skulderaksen ikke bremses, kan armen ikke accelereres tilstrækkeligt. Og hvis man således roterer kroppen for langt, kan armen komme for sent frem til boldkontakt.
Med en lukket benstilling (billede 1) set forfra og vægten på venstre ben er muligheden for hofterotation begrænset, men denne rotation skal alligevel fastholdes som udgangspunkt for den efterfølgende skulderrotation ved at beholde højre ben bagved det venstre, indtil bolden ER ramt (billede 2).
Svinger man højre ben for tidligt rundt og ud til siden (billede 3) under boldkontakt, er det sværere at fastholde skulderaksen som udgangspunkt for armens acceleration.
Men man kan fastholde skulderaksen ved at trække venstre arm ind mod kroppen samtidig med ketsjerarmens fremadbevægelse. Hvis hovedet endelig drejes for tidligt fremad, vil overkroppen reflektorisk have en tendens til at dreje med rundt på det tidspunkt, hvor dens rotation skal bremses som fundament for armens acceleration. Det drejer sig også om at holde hovedet stille og sidelæns med blikket stift rettet mod bolden – under kontakten!
Med en åben benstilling, hvor vægt og afsæt sker fra højre ben (billede 4) bremses hofternes fremadrotation ved at løfte/svinge venstre ben fremad/opad, indtil bolden er ramt (billede 5). Sætter man derimod under slaget venstre ben bagud for at modtage vægten (billede 6), kan hofteaksen ikke fungere som fundament for kropsrotationen og afsættet fra jorden går baglæns. Ligesom med den lukkede benstilling kan man sætte venstre ben ned ude til siden. Men flytter man kroppen fra højre til venstre samtidig med, at armen bevæger sig opad/fremad, kan resultatet nemt blive et rammeslag. Det er således vigtigt at holde balancen over afsætsbenet, der yderligere understøttes af en reflektorisk strækning på det tidspunkt, hvor ketsjeren er på vej opad for at give bolden topspin.
Herefter skal kroppens fremadrotation bremses, så armen kan accelereres. Venstre arm trækkes ind mod kroppen samtidig med ketsjerarmens fremadbevægelse. Ligesom med den lukkede benstilling skal hovedet holdes stille og sidelæns med blikket stift rettet mod bolden – under kontakten! Videre ”ud” i systemet kan armens afsluttende bevægelse i en ”åben” forhånd afvige fra en ”lukket” forhånd pga. det Semi-westerngreb eller alm. westerngreb, som tillader en kraftig pronation af underarmen.
Grunden til denne forskel er, at ligesom i serven kan underarmens pronation ikke få så megen fart på, hvis den ikke glider over i en indadrotation af overarmen – og det er vanskeligere, når overkroppen ikke er drejet helt frem parallelt med baglinjen, som den er i den åbne benstilling. Til gengæld er denne indadrotation en naturlig måde for skulderleddet at virke på, når armen føres ind foran kroppen.
Efter at overarmen er bragt frem til det ønskede lodrette kontaktplan accelererer pronation af underarmen sammen med håndleddets bøjning den lodrette ketsjerflade opad for at give bolden topspin (billede 9 og 10).
Med et westerngreb, hvor håndfladen ligger helt omme på grebets underside, ser man ofte dygtige spillere fastholde overarmen ind til kroppen, mens ketsjeren accelereres opad i en skarp kurve. Dette er teoretisk set korrekt og giver en voldsom acceleration opad men med en høj risiko for rammeslag. De fleste bremser da også ketsjeren lige før og under kontakten ved at overføre ketsjerens energi til overarmen, der løftes og indroteres, hvorved ketsjerens kurve udflades, så risikoen for rammeslag mindskes (billede 11).
Alle disse “bevægelser” af hovedet, ”den frie arm” og “det frie ben” ses udført blandt professionelle tennisspillere i større eller mindre udstrækning. Nogle bruger kun en af dem, andre bruger to og f.eks. udfører Roger Federer alle tre i både forhånd og baghånd. Der er ikke overraskende spillere med enten en relativ svagere forhånd eller baghånd, hvor man vil opdage, at de ikke udfører nogen af de tre “bevægelser”. Så er der også spillere, der heller ikke udfører disse “bevægelser” men som alligevel får bolden ind på banen. Det eneste, der er at sige til det er, at der for det første ikke er mange af dem og for det andet, at de ville kunne slå grundslag væsentlig hårdere med kontrol, hvis de lærte at udnytte naturens regler for bevægelse.