Et point i tennis starter med, at en spiller sætter bolden i gang. Den skal over en forhindring samt springe 1 gang på modspillers banehalvdel, før pointet er i gang. Derefter kan begge parter benytte forskellige typer slag for at vinde pointet.
På grund af de forskelle i ”arbejdsbetingelser”, der har betydning for musklernes funktion, er grundslag og flugtninger meget forskellige. Når der sker bevægelse i et led, vil der være en eller flere muskler, der er mest aktive i at skabe bevægelse. De kaldes agonister. Muskler, der skaber den modsatte bevægelse, kaldes antagonister. Balancen mellem disse to muskelgruppers aktivitet medfører således forskellige typer bevægelser i et led: 1) Fixeringer, 2) Førte bevægelser og 3) Ballistiske bevægelser.
- Fixeringer: Når agonister og antagonister arbejder lige hårdt mod hinanden, fastholdes leddet uden bevægelse, som det sker i slag, hvor man ikke kan nå andet end at fastholde ketsjeren, så strengene bliver en elastisk mur for bolden. Fixeringer eller blokeringer kan være ”refleks”- flugtninger og ”refleks” servereturneringer.
- Førte bevægelser: Når agonister er mere aktive end antagonister skabes førte bevægelser som de fleste flugtninger og underskruede grundslag.
- Ballistiske bevægelser er det, man kalder sving. Det ser man i grundslag, serv og smash. For at forstå, hvad flugtninger IKKE er, vil jeg beskrive et sving. Her sætter agonisterne arm og ketsjer i gang med bevægelse mod bolden. Så er der en afslapningsfase, hvor arm og ketsjer svæver gennem luften ved inertiens hjælp. Til sidst er der en ført fase, hvor antagonisterne sættes ind for at bremse ketsjeren igennem kontakten. På den måde ofres lidt af ketsjerens hastighed for at stabilisere slagkæden inden sammenstødet med bolden og en større masse kan påvirke bolden.
Men tilbage til flugtningerne, der således IKKE er et sving og sjældent skal skabe hastighed til bolden. Ved hjælp af strengenes elasticitet bruges i stedet hastigheden af den kommende bold til at omdirigere dens retning. Dog kræver det gode kræfter (agonister OG antagonister) at flugte, så bolden ikke får ketsjeren til at flytte sig (aktion = reaktion). Derfor er man nødt til at ramme bolden foran og ude til siden for kroppen, hvor skulderleddet kan være aktivt, fordi musklerne omkring skulderleddet er stærkere end musklerne omkring albueleddet og håndleddet.
Hvis man f.eks. i en baghåndsflugtning bliver stående frontalt og flugter inde foran kroppen, er det albue- og håndled, der skal fastholde ketsjeren under kontakt. Hvis man vender siden til nettet, kan man holde ketsjeren parallelt med nettet og den strakte arm i en ret vinkel på kroppen med skulderen som det stærke led. Dette kan man se bl.a. i de tre billeder af verdensklassespillere. De er anonymiserede af hensyn til copyright.
I de to forhåndsflugtninger ses armen at være flyttet foran kroppen, så det igen er skuldermuskulaturen, der fastholder ketsjeren under kontakt. På den måde behøver de her kun en mindre kropsdrejning. Én detalje mere fremgår tydeligt.
Ketsjervinklen er ca. 45 grader åben i forhåndsflugtningen men endnu mere åben i baghåndsflugtningen.
Betydningen af dette er, at man kan skubbe ketsjeren direkte fremad imod bolden og give den lidt underskru og retning opad, hvis man altså kan fastholde ketsjeren under kontakt. (Mere om denne problemstilling under den underskruede baghånd). Man kan kun flugte med lodret ketsjerflade uden skru på høje bolde, der skal slås direkte ned i banen. Hvis man alligevel prøver med lodret ketsjerflade på bolde i hovedhøjde eller lavere, vil man let komme til at ”tabe” håndled og ketsjerhoved på vej nedad og slå på tværs af boldens retning (i så fald venter der ovenikøbet en ”tennisalbue” forude). På meget lave flugtninger er det dog ikke nok at åbne ketsjeren, men man må selvfølgelig også samtidig med en fremadbevægelse løfte armen.
Muskelkraft er vigtigt for at kunne fastholde ketsjeren i de 4-5 millisekunder, en boldkontakt varer. Hvis man i en flugtning slapper for tidligt af, når man ikke at aktivere den nødvendige styrke til at modstå sammenstødet. Og hvis man ”svinger” mod bolden, når man ikke at kontakte den ude til siden og foran i retning mod nettet. Man skal således ikke trække ketsjeren tilbage men blot holde den løftet op foran kroppen og dreje overkroppen. Når skulderaksen drejes væk fra bolden, flyttes ketsjeren så automatisk ud til siden og kan skubbes den ene meters vej fremad, der måske er brug for. For at opnå den nødvendige kropsstilling er benarbejdet imidlertid essentielt. Hvis bolden kommer midt på kroppen, skal man flytte sig ud til siden, mens man drejer rundt, til ryggen er vendt mod sidehegnet, hvorefter man kan skubbe ketsjer og bold fremad parallelt med den sidevendte krop. Faktisk kan man blive nødt til ligefrem at hoppe til siden for bolden. Hvis bolden ligger pænt ude til siden, drejer man kroppen og læner sig fremad med vægten på det ben tættest ved bolden, fører armen fremad og lander lige efter kontakten på det andet ben, der har krydset over i retning mod sidehegnet. Et benarbejde, der kan øves parvist ved nettet i et mønster som ”en sommerfugl”.