Kroppens tilpasningsevne

Fra naturens side tilpasser menneskets krop sig de fysiske betingelser, den udsættes for. Dvs. når man belaster den, bliver den nedbrudt, men i den efterfølgende hvile ikke blot restitueres den men genopbygges på en måde, så den bliver lidt stærkere end før belastningen (overkompensation). Hvis den fysiske belastning kun sker en enkelt gang, mister man denne ekstra kapacitet igen og arbejdsevnen bliver som før.

Hvis man gentager den fysiske belastning på det tidspunkt, hvor kroppen er lidt stærkere, end den var før første træning, vil den ved næste overkompensation blive endnu stærkere – og så fremdeles. Dette kalder man træning.

F.eks. afviger en matematikprofessors krop fra en flyttemands, fordi sidstnævnte udfører et fysisk arbejde, som træner hans krop. Træningen øger kapaciteten til at klare det arbejde, han jævnligt udsættes for. Han udvikler større muskler, så det samme flyttearbejde med tiden bliver lettere. En matematikprofessor belaster uanset arvelige forudsætninger ikke sin krop, så hans muskler, sener og knogler svækkes. Det er en smart evolutionsbiologisk mekanisme, at man groft set kun øger kapaciteten af det, man træner. Derfor er det vigtigt at vide, hvordan tennis belaster kroppen, så man kan tilrettelægge en relevant træning.

En arbejdsbeskrivelse af tennis

Tennis er fysiologisk set et intervalarbejde, hvor perioder med arbejde (A) afløses af pauser (P). Forholdet mellem arbejde og pause (A:P) kan variere meget men er som regel mellem 1:2 og 1:5. Arbejdsperioderne varer i undersøgelser i gennemsnit mellem 3 og 15 sek., hvor de korte point på hurtige baner f.eks. kan bestå af 1-3 slag, mens de lange point ofte spilles på langsomme baner mellem to baglinjespillere. En arbejdsperiode kan dog variere temmelig meget afhængig af bolde, underlag, spilletype samt vind og vejr. En hel kamp kan vare mellem en time og helt op til 4-5 timer.

Den enkelte arbejdsperiode kendetegnes af eksplosive bevægelser med hurtige reaktionstider, der kræver korte eksplosioner af energiproduktion gentaget hundredvis af gange i løbet af en kamp. I pauserne restitueres, så tennis energimæssigt kan beskrives som en aktivitet, der kræver anaerob energiproduktion (uden ilt) for at kunne præstere og aerob energiproduktion (med ilt) for at kunne restituere i pauser under kampen.

Muskelmæssigt kræver spillet en vis dynamisk koncentrisk styrke (dvs. evnen til at forkorte sig og accelerere kropsdele) i slagenes implicerede muskler for at kunne give bolden fart. Erfaringen viser dog, at selv meget spinkle spillere kan slå hårdt, fordi ketsjerens hastighed ved boldkontakt måske især er et spørgsmål om koordination af de involverede kropsdele. Af betydning for afsæt og bevægelser på banen er benenes dynamisk koncentriske styrke, mens opbremsning af bevægelser som f.eks. af ketsjerarmen alene eller af hele kroppen kræver dynamisk excentrisk muskelstyrke, hvilket er evnen til at udvikle kraft under udstrækning og dermed bremse en bevægelse.

En mere generel betydning spiller muskelstyrke for at kunne gennemføre og tåle megen spilletid på banen samt for at begrænse risikoen for skader. Dette kræver systematisk træning af de store muskelgrupper i vægtlokalet. Endelig kræver enhver intensiv og kropslig ensidig træning, at musklerne omkring de implicerede led regelmæssigt udstrækkes for ikke at blive for korte og begrænse leddenes bevægelighed.

Som tennisspiller kan man altså forbedre præstationerne ved udover selve spillet at træne sin energiproduktion (aerob og anaerob) samt sit bevægeapparat med muskler, sener og led. Den grundlæggende træningsregel er regelmæssighed. Træner man for meget, nedbryder man kroppen (”overtræning”) og træner man for sjældent eller uregelmæssigt, opnår man kun en kortvarig effekt. Disse træningskurver kan være forskellige fra spiller til spiller, så hvor ofte man bør træne for at opnå den bedste effekt, afhænger af træningens intensitet og varighed samt af personlig erfaring vedrørende den individuelle respons.