(specielt førsteserven)
Servens historie
I starten af det moderne tennisspil var servereglen, at man som højrehåndet skulle stå fast med venstre fod bag baglinjen (faktisk skulle man endnu tidligere stå med foden PÅ baglinjen). Først når bolden havde forladt ketsjeren, måtte man flytte foden, hvorefter man trådte ind på banen med højre fod. Dette betød, at hofte og overkrop drejede fremad ”med ketsjer og arm på vej ned på venstre side af kroppen”. Sådan blev alle instrueret – også selvom ældre filmklip viser, at mange af de bedste spillere og servere med hensyn til armbevægelsen faktisk ikke fulgte denne instruktion!
Den omtalte regel blev ændret i 1961, hvor det blev tilladt at hoppe op for at ramme bolden. Dette gav mulighed for et kraftigere afsæt og en højere boldkontakt, så bolden lettere kom over nettet og ind i servefeltet. Da spillerne tidligere havde lært at træde ind på banen med højre fod forrest, fortsatte de fleste i tiden derefter med at hoppe ind på banen på højre fod. Dette har siden ændret sig.
Den stigende professionalisering med hvad deraf følger af nye materialer, bredere eliteselektering, øget fysisk træning samt den velkendte rationelle taktik i form af topspin har skabt et spil, hvor man bruger flere og flere kræfter. Således også i serven.
Første gang, jeg husker en diskussion af afsættet var, da venstrehåndede John McEnroe efter serven landede inde i banen på højre fod. Tidligere havde Bjørn Borg som mange andre gjort det samme, men han kom ikke direkte til nettet. Om McEnroe mente såkaldte eksperter, at han på den måde mistede et skridt og kom langsommere frem til nettet. Det viste sig ikke at være tilfældet.
Anden gang, jeg husker en diskussion af serven var, da Boris Becker bombede server af sted med en markant afslutning på sin armbevægelse. Den gang advarede kendte amerikanske tennistrænere mod kopiering, fordi de anså det for en individuel variation uden mekanisk begrundelse. Så dukkede Steffi Graf op med næsten samme armbevægelse og Pete Sampres osv. osv.
I dag lander alle højrehåndede professionelle tennisspillere i top mange hundrede med venstre fod på banen og de fleste herrespilleres armbevægelse har samme kvalitet som de førnævnte spillere! Det er der en god mekanisk grund til. Men hos de kvindelige tennisspillere halter især udviklingen af armbevægelsen bagefter. Meget synligt er dette på den kvindelige WTA Tour, hvor der er ubegribelig mange, der kunne blive langt dygtigere til at serve.
Planet for boldkontakten
Helt grundlæggende er kroppens bevægelser rotatoriske. En kombination af disse rotationer kan godt skabe lineær bevægelse ligesom hele kroppen samlet kan bevæges lineært, men de enkelte bevægelser i kroppen under en serv er rotatoriske. Dette er især vigtigt at tænke på, når man skal visualisere kontakten mellem ketsjer og bold fordi, ligesom hånden beskriver en bue i et kast (fig.1), beskriver også ketsjeren en bue, når den rammer bolden. Et kasteredskab forlader denne bue i en ret linje svarende til tangenten til det sted på buen, redskabet slippes.
Der gælder samme princip i boldkontakten. Dette betyder i en 1. serv, hvor ketsjerfladen er vinkelret på tangenten til kontaktpunktet, at bolden vil forlade ketsjeren i tangentens retning. Afvigelsen mellem de mulige boldretninger kan begrænses ved at gøre buen fladere omkring kontakten (fig. 2) – men en bue er og bliver det. Denne afsluttende ketsjerbue kan ligge i to forskellige planer – et lodret (”gammeldags”) og et vandret (”moderne”) plan! På fig. 3 ses ketsjerens bue fra siden i det lodrette plan.
Her bevæger ketsjeren sig opad, rammer og bevæger sig nedad igen – i samme plan på langs af banen. Derfor får man en god retningsbestemmelse af serven. Til gengæld er det sværere at bestemme højden over nettet og således længden/dybden af serven. Hvis bolden rammes for sent, server man måske ud af banen, og rammes bolden for tidligt, server man i nettet. Fra en filmet serv tegnede Bruce Elliott for mange år siden ovenstående diagram, hvor ketsjerhovedet bevægede sig 5 grader opad 1/200 sekund før kontakt (b1) og fortsat 2 grader opad 1/200 sekund efter kontakt (b2). Dette sker for at modvirke tyngdekraften på boldens bane, så bolden ikke går i nettet. En sådan bue skabes af overarmens bevægelse i skulderleddet, albuens strækning og håndleddets sidebevægelse.
Som det imidlertid ses på størstedelen af verdens gode servere i dag, så ligger servens afsluttende ketsjerbue IKKE i det lodrette plan men tilnærmelsesvist i det vandrette plan som illustreret i fig. 4. Lige omkring boldkontakten ser man ketsjeren bevæge sig fra spillerens højre side, ind over hovedet, ramme bolden og fortsætte ud igen til højre for spilleren. Dette skulle i princippet medføre en usikker sidelæns retningsbestemmelse men til gengæld en konstant højde over nettet og placeringer af bolden tæt ved servelinjen. Buen skabes af underarmens drejning (pronation) samt af overarmens indadrotation i skulderleddet. Sammen med disse bevægelser viser andre billedanalyser så, at en håndledsbøjning før, under og efter kontakt gør kurven fladere, så den sidelæns placering ikke behøver at blive så usikker endda.
Udviklingen af denne armbevægelse i serven er for de fleste tennisspillere sket parallelt med en anden ganske bestemt udvikling af benarbejdet, hvilket der igen er en god mekanisk grund til.
Afsættet fra jorden
Når man sænker kroppen for derefter at strække benene, presser man på jorden, der skaber en reaktionskraft opad. Man kan sætte af på to forskellige måder. Enten sætter man af fra bredstående stilling, hvor man først trykker med bageste og derefter med forreste fod som det ses i fig. 5.
Eller man kan trække bageste ben op til det forreste og sætte af med samlede ben. Hvor det bageste ben sættes ned kan variere en del. Her ser man ofte, at det som i fig. 6 oven i købet flyttes ud til siden eller for nogle ligefrem foran venstre fod, men det er der også en god mekanisk grund til.
Når det bageste ben nemlig trækkes op til og måske foran det forreste, drejes hofteaksen lidt fremad på det tidspunkt, hvor skulderaksen drejes tilbage. De skrå mavemuskler med deres elastiske elementer i muskler og sener udstrækkes kortvarigt, og der skabes en elastikagtig forspænding, som udløses i den efterfølgende sammentrækning og øger kraften af overkroppens fremadrotation.
Undersøgelser viser, at man opnår et kraftigere afsæt med samlede ben, men det er for den enkelte spiller også et spørgsmål om personlig rytme. Og her er der statistisk set flere, der benytter den rytme, der ligger i på den ene eller den anden måde at samle benene, før man sætter af. Hvad der derefter sker, er imidlertid stort set det samme for alle spillere i dag.
Selv om fig. 7 af Mats Wilander er af gammel dato, så er den hoftebøjning, han foretager i venstre hofte med ret ryg og højre ben strakt lige bagud karakteristisk for servens mekanik i dag, hvor spillerne ligeledes lander lidt inde på banen. Det skyldes, at overkroppens fremadrotation kun kan blive kraftfuld, hvis hofteaksen ikke drejer med fremad men fastholdes som fundament, hvilket netop sker ved at smide det bageste ben bagud.
Og for lige at vende tilbage til armbevægelsen, så ser man, at armen ligger til højre for kroppen med albuen på højde med skulderaksen, en afslutning man som tilskuer til tennis sjældent hæfter sig ved, fordi man er mere fokuseret på boldens retning og modtagerens returnering.
Endelig ser man, at hans venstre arm i det første billede har været ”fastlåst” ved kroppen under armbevægelsen, som også dygtige servere i dag gør det, og først ”slapper af” i andet billede, hvor ketsjeren godt nok peger ned mod højre side af kroppen, men hvor overarmen stadig er på niveau med skulderaksen.
En gang talte man på engelsk om ”wrist snap”, så talte man om ”pronation”, men det er overarmens indadrotation i skulderleddet, der sikrer pronationens kraft og retning. Og denne lykkes ikke, hvis man trækker armen direkte ned på venstre side af kroppen.
Sammenhængen mellem arm og ben
En serv er en slags kædebevægelse. Den består af en række enkeltbevægelser, der starter med et afsæt og til sidst via ketsjerhovedet overfører energi og retning til bolden.
Som det ses i fig. 8, hvor billedet af Steffi Graf til venstre viser de enkelte kropsdele og billedet til højre viser den teoretiske summation af kræfter, står de enkelte bevægelser ”på skuldrene af hinanden”. For at opnå den størst mulige sluthastighed skal hver kropsdel starte sin acceleration på toppen af den forriges hastighed. Det kræver god timing, og samtidig illustrerer figuren, at acceleration af en kropsdel sker, alt imens den forrige bremses. Opbremsningen af en kropsdel er med andre ord en direkte forudsætning for, at næste kropsdel kan accelerere. Dette er en vigtig viden for en træner, fordi det kan man direkte observere, når man studerer en serv eller et grundslag.
Og nu er vi fremme ved benarbejdet igen. Den samtidige hoftebøjning over det forreste ben hænger nøje sammen med den moderne armbevægelse i serven. Bremses underarmens pronation og overarmens indadrotation ude til højre for serveren, medfører det en voldsom belastning af overarmens udadrotatorer (rotatorcuffen), der på bagsiden af skulderleddet og under udstrækning kæmper for at holde overarmens ledhoved fast i ledskålen. Men dette arbejde kan begrænses ved at overføre ketsjerens energi til den overkrop, der alligevel er i bevægelse fremad – næsten som den kipbevægelse, en svingende gymnast i rækken foretager. Benene sættes i gang, bremses og energien overføres til kroppen, der kan trækkes op over rækken. I serven accelereres arm og ketsjer, ketsjeren bremses, og dens energi overføres til kroppen, der er på vej frem i en hoftebøjning. Hvis man således udfører denne hoftebøjning, vil det være lettere at holde armen oppe tilstrækkelig lang tid til at gennemføre skulderens indadrotation og dermed give pronationen mulighed for at foretage et ”fuldt smadder”!