Taktik blev oprindelig i militærkredse defineret som læren om opstilling og organisering af tropper i kamp. I en fredsommelig ”tenniskrig” handler taktik om den måde, hvorpå man placerer sig selv på banen og organiserer de forskellige slag med det formål at udmanøvrere en modspiller.
1. Den første regel er nem – hold bolden i spil for at presse en modspiller til at lave fejl!
- Som server kan man vælge at serve fra forskellige steder på baglinjen afhængig af, om det er første eller anden serv samt ønske om placering. Men det er fornuftigt altid at få bolden i spil, uanset hvor stor en chance, man giver modspilleren for at få overtaget i pointet. En modspiller kan lave fejl – men det sker i hvert fald ikke, hvis man ikke selv får bolden i spil.
- Som modtager gælder det om at få alle returneringer i spil. En server frustreres over at få neutraliseret sit ”våben”, forsøger at slå lidt hårdere på serven og server måske nogle dobbeltfejl. Det er vigtigere at få en returnering i spil frem for at gå efter en direkte vinder med risiko for slet ikke at få spillet i gang.
- Når spillet er i gang, opstår forskellige situationer, hvoraf nogle kan tænkes igennem på forhånd. Som f.eks. egen og modspillers placeringsmuligheder, sværhedsgraden af forskellige slag samt egne stærke og svage sider. Erfaringer om en modspillers stærke og svage sider opnås i selve spillet, mens egen og modspillers bevægelser umiddelbart inden situationen opfattes og vurderes i nuet. Den grundlæggende taktik bør dog være, at man kun forsøger et direkte vinderslag, hvis bolden hopper inden for eller omkring egen servelinje. Selv om man tror, man ser topspillere slå vinderslag med maximal kraft, er dette sjældent tilfældet men et udslag af en god placering og kontrol af kraften! I pressede situationer er det vigtigst ”bare” at få bolden ind på banen, selv om modspiller får et ”let” slag, fordi ALLE kan lave fejl: ”Giv altid din modspiller en chance for at lave noget juks”!
2. Den anden regel er også nem – spil bolden væk fra modspilleren. Man kan nævne mange situationer, men nedenfor er skitseret et par eksempler på en regel, der i de fleste tilfælde giver sig selv.
3. Tennisspillet kan forstås som en undersøgelse af modspillerens repertoire og efterfølgende udnyttelse af svagheder. Fejl kan generelt ske i løb, eller hvis modspiller ikke kan se, gætte eller nå det næste slag, eller hvis modspiller spilles direkte på kroppen og ikke kan nå at udføre et slag. I løbet af hvert point gælder det således om at forøge muligheden for en modspillerfejl – ved at bygge spillet op! Derfor skal man uden selv at blive forvirret kunne variere slagene.
- Man kan udnytte banens areal ved at skifte retning på slagene mellem ”ned ad linjen” og ”på tværs af banen”, ved at skifte mellem lange og korte slag (måske direkte stopbolde), ved at variere boldens rotation mellem topspin og underskru eller ved at skifte mellem hurtige og langsommere slag samt høje og flade bolde. Eller naturligvis en kombination af disse muligheder. Man bør tillige undersøge en modspillers håndtering af den udfordring, at man løber til nettet for at afgøre pointet, fordi man her stiller krav til modspiller om at træffe et valg mellem forskellige forsvarsmuligheder – hvilket let kan føre til ubeslutsomhed og fejl.
- I en udnyttelse af banens areal er vinkeldiskussionen relevant. I et angrebsslag slået fra en spillers baghåndshjørne kan bolden spilles ned ad linjen (1) eller udad banen (2) som i figur 4. Hvis man spiller ud af banen (den gule linje), er der kortere afstand til sidelinjen. Man kan således ikke få samme hastighed på bolden, også fordi noget af kraften skal gå til at producere topspind, der får bolden til at dykke ned inden for linjen. Efter opspringet har bolden kun ca. 70% af hastigheden inden nedslaget. Det betyder, at en udadvinklet bold (2) altid befinder sig foran modspilleren, der kan bevæge sig fremad, mens en bold ned ad linjen (1) med højere hastighed kan lande mere ude til siden for en modspiller, så denne både får mindre tid og måske skal løbe bagud for at nå den. Alligevel kan det vinklede slag ofte benyttes i forsøget på at presse en modspiller ud til siden og frem på banen for at åbne for det efterfølgende slag ned ad linjen. Risikoen er, at modspiller først slår ned af linjen (den grønne linje i figur 5) og skaber den svære situation, som man selv havde planer om at udnytte. Alt afhænger af spillernes placering i slagøjeblikket, slagenes kvalitet samt spillernes evne til at læse modspillerens bevægelser og intentioner.
Efter at have spillet på tværs i figur 4 er spiller 1 (figur 5) nødt til at søge ind på halveringslinjen (den stiplede blå linje) for den vinkel, han har givet modspilleren. Hvis modspiller spiller tilbage på tværs af banen (den gule retning) skal det ske, mens spiller 1 ER på vej ind for at dække begge muligheder, eller hvis spiller 2 på et tidligere tidspunkt har haft held med sine ned ad linjen slag betyder, at spiller 1 er på vej helt over for at dække sin sidelinje. Det skal samtidig være et rigtig godt slag, ellers kan spiller 1 som i figur 6 (den blå linje) let nå bolden og spille den ned ad linjen, hvilket tvinger spiller 2 til at løbe bagud for at nå den. Hvis modspiller i stedet magter at slå langs den grønne linje i figur 5, er spiller 1 i vanskeligheder, med mindre slaget er læst, og han er hurtig nok til at komme bagved bolden og udføre et godt slag. I så fald kan der slås skarpt vinklet tilbage eller man kan holde lidt igen på slaget til modspiller har rykket ind på banen og liste bolden ned ad linjen bag ved spilleren. Forståelsen af denne vinkelsnak giver mange ”taktiske fornøjelser” men betyder også, at det er vigtigt at øve begge slagretninger.
- I udnyttelsen af banens areal kan man også veksle mellem lange og korte slag. Det er en god strategi generelt at holde en modspiller langt væk fra nettet, fordi der er risiko for selv at blive presset ud af banen, jo tættere en modspiller er på nettet. Korte og flade bolde kan dog lokke en baglinjespiller til det net, hvor han ikke bryder sig om at være. Ligeledes kan det være god taktik over for spillere med ekstreme topspinsgreb, der gør det svært at håndtere lavthoppende bolde. Og hvis en modspiller ikke føler sig tvunget til eller får lyst til at gå til nettet, kan en efterfølgende dyb bold blive svær at håndtere, fordi modspilleren skal flytte sig baglæns for at komme til at slå.
- Temposkift er skiftet mellem hurtige og langsomme bolde. Hvis en spiller har indrettet sig på et bestemt tempo i spillet og pludselig skal tage stilling til en langsommere ”svæver”, kan det skabe ”uforståelige” fejl. Modsat kan et hårdere slag efter en længere ensformig slagudveksling fange en modspiller uforberedt.
- Højt og lavt hoppende bolde skabes bedst ved at skrue bolden. Topspin (fremoverrotation) og underskru (bagoverrotation) har forskellig virkning på opspringet (afhængig af underlagets beskaffenhed) samtidig med, at de ankommer til nedslaget på modspillers banehalvdel fra to forskellige kurver og dermed med to forskellige indfaldsvinkler. Normalt er indfaldsvinkel lig med udfaldsvinkel, men dette ændrer boldens rotation. Når en bold lander med topspin, vil boldens rotation udøve en bagudrettet kraft på underlaget, som skaber en fremadrettet reaktionskraft, der medfører en fladere udfaldsvinkel med en reduceret fremadrotation end i landingsøjeblikket. Men det er ikke kun det hurtigere opspring, en spiller opfatter (figur 7). Dette skyldes, at en topspundet bold SAMTIDIG lander fra en væsentlig højere kurve end andre slag (figur 8). Samlet betyder det et højere opspring, som mere skyldes boldens indfaldsvinkel end boldens skru. Når en bold lander med underskru, vil boldens rotation udøve en fremadrettet kraft på underlaget, som via friktion skaber en bagudrettet reaktionskraft, der medfører en stejlere udfaldsvinkel med en mindre underskru end i landingsøjeblikket (figur 7). MEN da en underskruet bold SAMTIDIG lander fra en væsentlig fladere kurve end andre slag (figur 9) betyder det samlet et fladere opspring, som mere skyldes boldens indfaldsvinkel end boldens skru. I praksis skaber de flade bolde i dagens tennis problemer for spillere med udprægede topspinsgreb, mens de topspundne slag gør det nødvendigt at kunne slå til høje bolde. Den taktiske konklusion er, at ved at variere boldens skru varierer man højden og hastigheden af opspringet på modspillerens banehalvdel. Og da det kan være svært at ændre boldens skru, kan spillere ofte indgå i dueller med enten topspin eller underskru.
4. Inden man lægger sig fast på en taktik, skal man således ”stille spørgsmål” til en modspiller. Kan du holde bolden i gang? Hvor længe kan du klare lange dueller? Hvilket grundslag kan du bedst lide og hvilket grundslag dækker du mest over? Kan du håndtere topspin eller underskru lige godt? Kan du bedst lide at slå cross eller ned ad linjen? Kan du lave stopbolde? Kan du angribe med flugtninger? Kan du løbe fra side til siden? Kan du løbe fremad? Kan du passere mig ved nettet? Kan du lobbe?
5. Endelig skal man øve sig i taktiske vurderinger, ligesom man også øver fysik træning og slagteknisk kunnen. Hvis en modspiller slår et slag, som man ikke kan håndtere, skal man nøgternt overveje, om det var et godt slag, eller om ”det gode slag” skyldtes, at ens eget slag forinden ikke var godt nok, så modspillerens vinderslag blev for let. Men hvis modspillerens slag rent faktisk var godt, letter man presset på sig selv ved at indrømme det og sige ”godt spillet”, hvorefter man kan gentænke taktikken.